Modtager: Hospice Søholm

Hos Hospice Søholm handler det om at give hver dag en særlig betydning. Med støtte fra FHH skabes der rum, nærvær og værdighed – for både patienter, pårørende, frivillige og personale.

Hospice Søholm ligger fredeligt placeret tæt på Brabrand Søen. Her er målet at skabe ro, tryghed og lindring for mennesker i livets sidste fase. Det kræver meget mere end sundhedsfaglig behandling. “Støtten fra FHH betyder, at vi kan tilbyde endnu mere af det, der gør det rart og meningsfuldt – både for patienterne, deres familier og for dem, der arbejder her,” fortæller Krista Franck, formand for Støtteforeningen Hospice Søholm.

 

Hvilestol, drinks og en sansehave

Hospice Søholm modtager flere forskellige typer af donationer og støtte, så de kan sikre et trygt og rart miljø på Hospice. Og støtten fra FHH er vigtig: “Vi har fx fået støtte til en hvilestol til de pårørende, så der findes pauser og ro midt i det svære,” siger Krista.

Støtten rækker også til hverdagsglæder: Afternoon tea-arrangementer, en drinksvogn og en sansehave med en oplevelsessti – alt sammen skabt til at stimulere sanserne og bringe glæde ind i hverdagen. “Der er blevet plantet træer og lavet legende installationer, så selv dem i kørestol kan komme rundt og opleve haven. Det er ikke småting – det er dét, der gør en forskel i en meget sårbar tid.”

 

Et fællesskab med varme hænder

Støtten fra FHH går også til at styrke fællesskabet blandt personalet og de mange frivillige, som hver dag yder en stor indsats.

“Støtten fra FHH er en stor anerkendelse. At nogen tror på det, vi laver – og gerne vil fortælle om det. Det betyder virkelig meget,” afrunder Krista. FHH’s formand Esben Kjeldsen supplerer: “De gør et fantastisk og rørende arbejde på Hospice Søholm. Mange frivillige yder en kæmpe indsats, og  patienterne bliver passet så godt og værdigt på af både frivillige, personale og pårørende.”